ASERBAJDSJAN
LÆS KAPITEL 2
FORFATTEREN
DERFOR OLIE
PERSONER
KØB BOGEN
HISTORIEN
KELD BROKSØ

Aserbajdsjan

Selv om ”Pengemuren” begynder i Norge, så har Aserbajdsjan en central rolle i historien.
Det er et sted, som er en hvid plet på landkortet for mange. Måske lige bortset fra da duoen Eli & Nikki fik sejren I Europæisk Melodi Grand Prix med sangen 'Running Scared' den 15. maj 2011.

Pengemuren har ikke meget glamour. Det er interessant om præsidenten kan skjule dramaet i et undertrykkende regime, når landet skal have Melodi Grand Prix i 2012. Bogen er dog ikke en politisk afhandling, men en god historie, hvor landet er omdrejningspunkt for en voldsom, fiktiv handling. Den ramme kan du her høre lidt mere om:

Aserbajdsjan er en lille republik lukket inde mellem Det Kaspiske Hav, Iran, Tyrkiet og Armenien og med det mægtige Rusland nordpå. Hertil er der en lille, isoleret, aserbajdsjansk enklave, Nakhchivan, som får en stor rolle i Pengemuren.

Olielandet i Kaukasus er også spændende fordi Norge har investeret over 24 milliarder kroner i Aserbajdsjan. Nogle kalder landet en røverrede fjernt fra skandinaviske værdier.
Samtidig generer landet Ruslands forsøg på at dominere olie- og gasforsyningerne mod Vesteuropa via pipelines. Dermed er scenen sat for Pengemuren, hvor pæne skandinaver involveres i landet med alle dets konflikter, mord, trusler, krige og international korruption.

Landet er styret af præsident Ilham Aliyev, som arvede posten fra sin far. Præsidenten er meget populær - hvis man tror valgresultaterne. Præsidenten har fået indført, at han kan vælges på livstid. De tidligere sovjet-staters første familiedynasti kan derfor leve længe – med mindre Mellemøstens oprør også breder sig til Aserbajdsjan.
Valgene i 2003 og 2005 blev ikke godkendte af OSCE. Efter valgene var der optøjer. Ved præsidentvalget i 2008 fik Aliyev (officielt) 88,73 % af stemmerne. Seks andre kandidater stillede op, men ingen fik over 3 %. OSCE kritiserede mediedækning af valgkampen og begrænsninger i forsamlingsfrihed.

Korruptionen er enorm. Aserbajdsjan er nede mod bunden på en 134. plads blandt verdens mest korrupte lande ifølge organisationen Transparency International. Danmark er i den ”rene” top som nummer 1, og Norge er nummer 10.

Pengemuren stiller spørgsmålet, om vi med et Skandinavisk værdisæt kan handle med regimer som Aserbajdsjan uden at få snavs på fingrene? I hvert fald er vestlige olieinvesteringer med til at støtte tvivlsomme regimer i Mellemøsten – og i Aserbajdsjan.

Før verdenskrigene var Aserbajdsjan en af verdens hovedleverandører af olie. Landets ambition er at blive det igen. Det er ikke urealistisk. Både Norges og Danmarks olieindustri skal inden for få år se ud over egne grænser, hvis de stadig skal have store olieindtægter. Og Aserbajdsjan kan med de rigtige pipelines eksportere til resten af Europa. Norske Statoil er næststørste udenlandske investor i Aserbajdsjan, kun overgået af britiske BP.
Prisen er gradbøjning af principper: Man kan se norsk dobbeltmoral lyse ud af et brev fra den norske ambassade i Baku til myndighederne i Aserbajdsjan i 2010, da Aserbajdsjan havde gennemført endnu et skandaløst parlamentsvalg. Der blev indledt med smuk lyrik:

»Parlamentsvalget I Aserbajdsjan var karakteriseret af en fredsfyldt atmosfære og alle oppositionspartier deltog i den politiske proces…«

Derpå fulgte så den hårde, norske kritik:

»Men udførelsen af disse valg var overordnet set ikke tilstrækkelige til at fastholde en meningsfuld proces i den demokratiske udvikling af landet!«

De hårde ord var dog alligevel ikke så alvorligt mente, fastslår Norge i slutlinjerne:

»Norge er rede til at fortsætte vores samarbejde med Aserbajdsjan i OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) og i andre fora for at nå fælles mål indenfor demokrati, retsvæsen, pressefrihed og menneskerettigheder.«

Pengemuren er et billede på Vestens dobbeltmoral i en global verden, hvor de værdier er til salg. Norges statsminister, Jens Stoltenberg, sagde direkte i begyndelsen af 1990erne:
»En del af de penge, vi skal drive børnehaver og sygehuse for, skal komme fra Det Kaspiske Hav. Det er lidt underligt at tænke på, men sådan er det.«

”Pengemuren” har flere storpolitiske elementer.
Rusland presser Aserbajdsjan for de vil nødig have brudt det monopol, som Rusland prøver at bygge op via pipelines. I 2010 kom der bl.a. grønt lys for en russisk pipeline gennem Østersøen – og med dansk godkendelse forbi Bornholm. Russiske Gazprom, der er verdens største producent af naturgas, fik lov til at bygge en rørledning til 7, 4 mia. euro gennem Østersøen til Tyskland. Danmark vil med tiden selv købe gas derfra. Gazprom venter, at deres markedsandel af gasleverancer til Europa stiger til 32 % i 2020.

Nok så interessant lavede Polen ballade over rørprojektet – ganske som det sker i Pengemuren, hvor en del af handlingen udspiller sig i Warszawa. Allerede i dag løber en femtedel af den russiske gas til Europa gennem Polen, som har oplevet 45 års sovjet-diktatur. Endnu en storpolitisk scene er dermed sat for Pengemuren:
Vi har et Europa – og især et Polen – som gerne vil have olie og gas på andre måder end at komme helt i lommen på Rusland. Aserbajdsjan er en af mulighederne, og derfor bliver Polen også et omdrejningspunkt i Pengemuren.

Endelig kommer Tyrkiet og ind i billedet som mulige smutveje mod Vesten for den kaukasiske olie.

Et dilemma er, at hvis Vesten ikke investerer – hvem gør så? Rusland? Iran?
– Formentlig, men så bliver pengestrømmene endnu mere fordækte. Derfor giver Vesteuropas investeringer et ansvar, når man vælger, at de skal fortsætte.

Og hvad betyder ordet ”Pengemuren”?
Begrebet ”Pengemuren” hørte jeg første gang hos FN-ansatte i Baku i Aserbajdsjan, da de skulle beskrive, hvad problemet egentlig er med et olieland, som tjener milliarder på olie. Burde alle ikke være glade?
»Nej,« sagde lederen af FN´s Udviklingsprogram, UNDP. Problemet er, at når olieindtægterne vokser som en eksponentiel kurve direkte opad – kendt netop som ”Pengemuren”, så får befolkningen en forventning om, at det gør deres levestandard også.
Når det ikke sker – og en elite omkring en diktator skummer al fløden – så ser vi risikoen muligheden for en social revolution, som den, der dannede et andet diktatur i Sovjetunionen i 1917. »Det bliver begyndelsen til enden,« sagde FN-manden – og inspirationen til Pengemuren var serveret.

Det store spørgsmål er for Aserbajdsjan som for Mellemøsten om vi kan lide det, der kommer efter en ny revolution? Kommer der noget, som vi ikke kan lide, så har den vestlige verden selv en del af skylden på grund af medløberi og hovedkulds forelskelse i alverdens pengemure og deres bremser på demokrati og menneskerettigheder.  

Den kamp koster menneskeliv – ganske som i den voldsomme historie i Pengemuren med scener fra Norge, Sverige, København, Polen, Tyrkiet og Aserbajdsjan.

God læselyst.

199 kr. hos din
lokale boghandler.

199 kr. + forsendelse hos:
www.saxo.com
www.g.dk
www.williamdam.dk
www.skriveforlaget.dk