ASERBAJDSJAN
LÆS KAPITEL 2
FORFATTEREN
DERFOR OLIE
PERSONER
KØB BOGEN
HISTORIEN
KELD BROKSØ

Derfor olie

I ”Pengemurens” indledende øvelser lå et spørgsmål i baghovedet: Hvorfor skulle lige oliebranchen være ramme om en thriller?

Da ”Pengemurens” første kapitler blev skrevet, skete det ikke fra olielandet Aserbajdsjan, men derimod fra en solrig balkon (i februar) i den tyrkiske by Alanya, hvor en god kammerat stillede en lejlighed til rådighed. Et stykke derfra, i havnebyen Ceyhan, var der i 2006 begyndt at løbe olie gennem den nye rørledning Baku-Tiblisi-Ceyhan. Forbindelsen mellem Baku i Aserbajdsjan til Tyrkiet var dermed etableret. Nogle år forinden besøgte jeg Aserbajdsjan, og der lå research, radioprogrammer og artikler parate til at digte videre på en eksisterende, virkelig historie.

Det var til debat at få olien længere ud mod Europa via andre rørledninger og udenom Rusland. En langt kortere rute gennem Armenien var en mulighed, som dog ville kræve seje forhandlinger på tværs af en fastlåst politisk og militær situation.

Der var mulighed for at lade de forhandlinger i Pengemurens fiktive verden foregå bl.a. i Alanya, hvor jeg var på det tidspunkt. Tyrkiske stemninger, lugte og lyde kom med i Pengemurens kapitler, for historien er ikke tænkt som en lærebog i krigene om olie; Hertil er der digtet alt for meget videre på kendsgerningerne. Ikke mindst fordi bogen i lige så høj grad handler om mennesker.

Der skulle ansigter, skæbner, frygt, håb, grådighed, kærlighed (og en smule sex) med til at give historien tyngde. Mennesker, som man kan identificere sig med, skulle skabe begivenhederne. Målet med Pengemuren er helt simpelt at skabe en god, menneskelig historie med baggrund i en del tilstræbte, virkelighedstro scenarier og problemstillinger.

Men hvorfor nu olie?
”Pengemuren” blev skrevet lige op til, at det olierige Mellemøsten eksploderede i oprør over korrupte, diktatoriske regimer. Timingen var tilfældig, men de forskellige oprør og deres usikre resultater understreger rammen i fortællingen: Europas energiforsyning er afhængig af regimer langt fra værdier om demokrati, menneskerettigheder og åben regeringsførelse mod korruption. Og udviklingen i Mellemøsten skaber en dugfrisk debat om symbiosen mellem olie og tyranni. Den debat må ”Pengemuren” hjertens gerne må være et indlæg i. Libyens produktion er eksempelvis faldet til en tredjedel, og Frankrig og Italien må rette blikket mod Rusland og Aserbajdsjan for at få fyldt op. Store dele af verden køber olie fra kleptokratiet i Saudi Arabien, hvor kongefamilien terroriserer befolkningen, stjæler værdierne og mishandler kvinderne. Og vi hænger selv på den: Danske A.P. Møller investerer i olieboringer i et diktatorisk, delvist borgerkrigsramt Algeriet. Og norske Statoil har investeret 24 milliarder norske oliekroner i olieudvinding i et bundkorrupt, diktatorisk Aserbajdsjan. Alle de steder køber Europa olie og gas eller investerer uden større forbehold end høflige, løftede pegefingre. Det er med til at holde forbryderiske regimer ved magten, og det gør verden til et rædselsfuldt sted at leve for millioner af mennesker.
Det interessante ved oliebranchen er, set med forfatterøjne, at den på overfladen er så pæn. Men råddenskaben bobler under overfalden. Der er kontraster og modsætninger, som er et grundstof for gode historier. Det pæne har jeg set, da jeg blev fløjet ud i helikopter på Nordsøen og besøgte den norske boreplatform Sleipner, der er baggrund for beskrivelserne fra oliemiljøet. Selv ude i det mange steder mismodige Aserbajdsjan, viste et besøg på de norske kontorer, at alt igen var poleret, ligesom Baku har alt, hvad en rig elite kan ønske. Samtidig var der et fattigt og undertrykt folk.

Modsætningerne lå igen lige til at pille ned fra alle hylder. Mange lande med ekstreme olierigdomme er hjem for nogle af verdens fattigste befolkningsgrupper, som snydes for den udvikling, som samfundsrigdomme i Danmark og Norge trods alt fører med sig.

Olie er del af kampen for grøn energi
Man kan også se bogens fokus på oliebranchen som en flig af argumentationen for grøn energi. Handlen med olie og gas er en støtte til mange tvivlsomme regimer. Der er dermed et af de bedste argumenter for, at blandt andre EU nu arbejder mod mere grønne vækstmål. Danmark og Storbritannien er eksempelvis enige om en langsigtet plan for at blive uafhængig af kul, olie og naturgas i 2050. EU er den rigtige spiller at få på banen i Europa, hvis grøn energi skal batte noget.   Men spørgsmålet er også, om vi kan undgå en afhængighed af forbryderregimerne, når danske og norske oliebeholdninger i Nordsøen slipper op inden for et par generationer? Om tre år er danske kilders olieproduktion faldet 37 % målt fra 2009. Gas falder 41 %. Det er alvorligt: Siden årtusindeskiftet har Nordsøen pøset 224 milliarder i den danske statskasse via skat og afgift på olie og gas. Det svarer til syv en halv øresundsforbindelse – eller 14 års efterlønsordning som vi kendte den førhen (!) Den dårlige nyhed er, at den stopper. Vi skal til at bruge milliarder på at dække danske olie- og gasbehov fra lande som Rusland eller Nigeria, Australien og Malaysia – eller måske ligefrem Aserbajdsjan. I Norge har olien fået folk til at tro på uendelig rigdom. Det varer lige til olien slipper op. Måske i 2020.

Effekten har vist sig i Aserbajdsjan: Landet har haft verdensrekorder i vækst på langt over 30 % (34,5 % i 2006). Selv om den helt ekstreme vækst har mistet pusten, er den stadig voldsom (Vækst i BNP i Aserbajdsjan var 10,8 % i 2009). Fattigdommen er også faldet dramatisk, men rigdommene hos den aserbajdsjanske elite er steget langt mere på grund af korruptionen især i kredsen om præsident Ilham Aliyev. Olieindtægternes eksponentielle vækst er netop kendt som ”Pengemuren”.

Den verdensomspændende organisation mod korruption, Transparency International, har en spændende, ny rapport: ”The Promoting Revenue Transparency: 2011 Report on Oil and Gas Companies”. Her vurderes 44 selskaber på deres gennemsigtighed i forretningerne. Selskaberne står for 60 % af den globale olie- og gasproduktion, og gennemsigtighed har få selskaber.

Den gode nyhed er, at gennemsigtigheden forbedres. Den dårlige nyhed er, at der stadig er alt for få oliefirmaer, som offentliggør, hvad de betaler regeringerne under såvel som over bordet i de lande, hvor de opererer. Kan der selv i den pæne ende af oliebranchen være betalinger under bordet? Kan det tænkes at oliemilliarder i kan lede til mord og attentater? Ja - specielt, når man bruger tilgængelige fakta til at sætte en fiktiv historie som ”Pengemuren” på spidsen, så oliepenge styrer moral, frygt, mord og følelser.

Derfor blev det olie, som Pengemuren kredser om - efter besøg i det seneste årti i Aserbajdsjan, Tyrkiet, Polen, Rusland og Norge.

God læselyst!

199 kr. hos din
lokale boghandler.

199 kr. + forsendelse hos:
www.saxo.com
www.g.dk
www.williamdam.dk
www.skriveforlaget.dk